Arbejdsmedicin
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35 (postadresse 99)
Indgang C, plan 1
Krydspunkt C 107
DK-8200 Aarhus N
Tlf: +45 7845 0900
- (man-fre: kl. 8-14.30)
Fax: +45 7845 0901
auharb@rm.dk

Arbejdsmedicin
Regionshospitalet Herning
Gl. Landevej 53M
(postadresse 61)
7400 Herning
Tlf: +45 7843 3500 (8-15)
Fax: +45 7843 3518
arbejdsmedicin@vest.rm.dk

Internetspil skal ruste unge til arbejdslivet

Hvad gør du, hvis chefen vil være venner med dig på facebook? Interaktivt brætspil med nyudviklet materiale stiller erhvervsskoleelever over for hverdagens dilemmaer og giver dem ny viden om psykisk arbejdsmiljø
 
 
af Elisabeth Vestergaard Dørken
 
Unge lærlinge og elever er en sårbar gruppe på arbejdsmarkedet. De kommer tidligt i arbejde på fuld tid - og indgår som medarbejdere 'nederst i hierarkiet' på arbejdspladsen. Forholdsvist mange elever forlader uddannelserne, nogle som følge af psykiske problemer. Nu er der hjælp at hente for de undervisere, der skal klæde dem på til arbejdslivets udfordringer.
 
Baseret på virkelige hændelser
www.ditarbejdslivnu.dk er udviklet af forskere og formidlere ved Arbejdsmedicin Herning, Hospitalsenheden Vest. Sitet består af et interaktivt brætspil, autentiske historier om erfaringer fra arbejdslivet fortalt af unge, viden om arbejdsmiljø og et undervisningsmateriale, der skal ruste erhvervsskoleelever til nogle af de udfordringer, et arbejdsliv kan give. 
 
Sitet har været i luften siden 2013, men materialet er nu tilpasset erhvervsskolernes fire nye hovedområder (jf. erhvervsskolereformen fra 2015) og tilbyder nyt undervisningsmateriale, så det bliver let at anvende i undervisningen i psykisk arbejdsmiljø.
 
En af sitets store styrker er, at spillet baseres på virkelige historier. Gennem forskellige "scener fra en arbejdsdag" skal eleverne forholde sig til situationer med mobning, urimelige chefer og komplicerede rollefordelinger. Disse emner kan være svære at sætte ord på gennem almindelig klasseundervisning, fordi de kan føles meget personlige og indimellem også tabubelagte. Når eleverne møder situationerne i et computerspil, giver det en anden og positiv indlæringsform. En anden styrke er det, at eleverne spiller dilemmaspillet individuelt, hvilket sikrer, at alle er aktive. 
 
De nævnte scener og historier er udviklet på baggrund af interviews med unge elever, lærlinge og nyuddannede, hvilket sikrer et udgangspunkt i virkelighedsnære problematikker for unge i arbejde. 
 
"Jeg er ikke den eneste"
Ifølge projektleder Helene Meldgaard Pedersen, der har stået for interviews med de unge og udvikling af undervisningsmaterialet, fylder spørgsmål relateret til psykisk arbejdsmiljø meget for de unge: 
 
"Eleverne har faktisk meget brug for at forholde sig aktivt og reflekterende til, hvordan de selv ville handle i udfordrende arbejdssituationer. Som ung betyder det meget, at man ikke er den eneste, der kan have problemer på arbejdet – og den følelse af genkendelighed møder de i spillet."
 
"Samtidig er det også blevet tydeligt for os, at underviserne på erhvervsskolerne har meget forskellige tilgange til at undervise i psykisk arbejdsmiljø. Der har været et behov for et materiale, som er hurtigt at sætte sig ind i, fordi det er 'færdigt'", fortæller Helene Meldgaard Pedersen.
 
Erhvervsskolelærer: Eleverne får en øget opmærksomhed med sig
En af de undervisere, der har brugt www.ditarbejdslivnu.dk i flere år er Eli Bækgaard Christensen. Han er uddannet maler, har undervist ved Aarhus Tech i 20 år og har i flere år brugt dilemmaspillet i sin undervisning på grundforløbene. Han har kun godt at sige om spillet:
 
"Både mine elever og jeg er meget begejstrede for materialet. Jeg beder som regel eleverne om at gå i gang med spillet selv og svare ærligt på spørgsmålene. Derefter inddeler jeg dem i små grupper, hvor de taler om de historier, der ligger til grund for spillet. Jeg har et klart indtryk af, at det her materiale giver eleverne en øget opmærksomhed på psykisk arbejdsmiljø, som de kan bruge, når de senere kommer ud på deres første arbejdsplads." 
 
Eli Bækgaard Christensen er også arbejdsmiljørepræsentant og underviser på den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Men spørgsmålet om psykisk arbejdsmiljø er ikke altid let at præsentere for eleverne: 
 
"Det er altid svært at stille arbejdsrelaterede dilemmaer op for elever, der endnu ikke har været ude på en arbejdsplads, men det lykkes faktisk i det her spil. Det betyder også meget, at spillet er interaktivt – det har betydning for udfaldet, hvad eleverne vælger at gøre i de scener, der stilles op."
 
"Samtidig er materialet nemt at bruge og en god afveksling for de andre materialetyper som f.eks. powerpoint og tekster om arbejdsmiljø. Jeg kan varmt anbefale det."
 
Find spillet: Spillet kan findes på www.ditarbejdslivnu.dk og downloades til telefon og tablet via App Store (søg på "dit arbejdsliv dilemmaspil") og Google Play (søg på "dit arbejdsliv by Involver").
 
Finansiering: Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden
 
Kontakt
Projektleder Regine Grytnes, antropolog, ph.d.: tlf. 7843 3500 eller mail: reggry@rm.dk
 
Daglig projektleder Helene Meldgaard Pedersen, antropolog: tlf. 7843 3500 eller mail: anhpde@rm.dk

 

 

 

 

Projektleder: Regine Grytnes

Tlf. 7843 3500

Mail: reggry@rm.dk

 

 

 

Daglig projektleder: Helene Meldgaard Pedersen

 

Tlf. 7843 3500

 

Mail: anhpde@rm.dk

 

This page load time was 0.118 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk